Tirsdag den 28. marts – kl. 20:00
Koncertsalen, Tivoli, København
Paul Hillier, dirigent
Athelas Sinfonietta Copenhagen
Esbjerg Ensemblet
Ars Nova Copenhagen
Steve Reich, klangregi
Michael Østerz, lyssætning
Den amerikanske komponist Steve Reich fylder 70 år i 2006. Sammen med Ars Nova Copenhagen og Esbjerg Ensemble hylder Athelas Reich. Han er en af verdens mest anerkendte komponister, en kunstnerisk personlighed, som har sat sit præg på en hel generation af yngre tonekunstnere.
Projektet er en fortsættelse af et allerede etableret samarbejde mellem Athelas Sinfonietta Copenhagen og Ars Nova Copenhagen. Et samarbejde, som i starten af oktober 2005 resulterede i to velbesøgte portrætkoncerter af den estiske komponist Arvo Pärt. At dette samarbejde nu kan udvides til at inddrage det fremragende Esbjerg Ensemble opfylder vores ønske og målsætning om at danne partnerskaber med de bedste ensembler i Danmark.
Modsat Arvo Pärt, kommer Steve Reich selv til København, hvor han medvirker med klangregi fra mixerpulten. I betragtning af Reichs status som verdensstjerne, er der tale om en begivenhed i dansk musikliv. Koncerten dirigeres af Paul Hillier, som ved flere lejligheder har arbejdet sammen med Steve Reich, og Hillier har også redigeret en anmelderrost udgivelse af Steve Reichs musikalske skrifter. Ud over at være kunstnerisk leder for det Estiske Filharmoniske Kammerkor, er Paul Hillier chefdirigent for Ars Nova Copenhagen.
På koncertens program, som transmitteres fra Tivoli af DR, findes desuden en skandinavisk uropførelse: Aftenens hovedværk, “You Are (Variations)” for sangere og stort instrumentalensemble. Værket, som fik megen ros fra anmeldernes side i anledning af uropførelsen, er skrevet i 2004 og opføres således for første gang i Skandinavien. Det hele finder sted den 28. marts i en af Københavns fineste koncertsale, den nyrenoverede Koncertsal i Tivoli. Sæt kryds i kalenderen: mød tre af Danmarks førende specialist-ensembler, en internationalt anerkendt dirigent og komponist.
< Forrige koncert Næste koncert >
Program:
Steve Reich
Eight Lines [1983]
Sextet [1984]
You Are (Variations) [2004]
text: Rabbi Nachman af Breslov, Pirke Avot, Wittgenstein; Psalme
<< Skandinavisk førsteopførelse >>