10.06.10
Schnee

Athelas Sinfonietta Copenhagen og Pierre-André Valade opfører Hans Abrahamsens sne-musik

Torsdag den 10. juni – kl. 21.00
Teater Republique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

Athelas Sinfonietta Copenhagen

Pierre-André Valade – chefdirigent
Karen Skriver Zarganis, fløjte
Martin Brommann, obo/engelskhorn
Anna Klett, klarinet
Mathias Friis-Hansen, slagtøj
Anne Marie Fjord Abildskov, klaver 1
Manuel Esperilla. klaver 2
Kirstine Futtrup, violin
Ida Speyer Grøn, bratsch
Øistein Sonstad, cello

Billetter ved indgangen en time før forestillingen eller på Billetten.dk
Standard: 80 kr.
Medlemmer i Klub Republique: 30 kr. – husk at vise Publique-kort ved billetkøb.

> Køb billetter til Schnee med Athelas Sinfonietta Copenhagen her

Koncerten transmitteres på DR P2

Mediepartner: Danmarks Radio
Branchepartner: Juhl-Sørensen A/S

Koncerten gennemføres med støtte fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODAs nationale midler, Wilhelm Hansen Fonden og Beckett-Fonden.

Hans Abrahamsen om Schnee:

“I begyndelsen af 1990erne arrangerede jeg syv kanons af Johann Sebastian Bach. Jeg var helt fordybet i denne musik, og arrangerede dem med en idé om at de skulle gentages igen og igen – som en slags minimalistisk musik. Hvilken varighed Bach oprindeligt havde tænkt sig, aner jeg ikke, men for mig åbnede denne måde at høre musikken en helt ny og inspirerende verden af tid i bevægelse.

Bachs kanons kan opleves, som om tiden står stille eller bevæger sig forlæns eller baglæns. Hvad gælder mit eget værk affødte det en ny idé, nemlig at skrive et stykke som bestod af kanonisk bevægelse og udforskede begrebet tid. Da ensemble recherche bad mig om at skrive et stykke til Wittener musikdage, vidste jeg, at nu var tiden inde.

Idéen bag Canon 1a var at have en proces, som langsomt og gradvist kanonisk bytter om på to fraser ved at tætføre dem mere og mere. Således at den indledende frase blev den afsluttende – og omvendt. Lidt i stil med Eschers billeder, hvor en hvid forgrund på en sort baggrund i den ene side af billedet bliver en sort forgrund på hvid baggrund i den anden.

En anden idé var at dele de ni musikere i to symmetriske, men ellers ret forskellige grupper på hver side af slagtøjet. Således at gruppe 1 – violin, bratsch, cello og 1. klaver – er placeret til venstre og gruppe 2 – fløjte, klarinet, obo og 2. klaver – til højre.

Da jeg så de første nye 3-dimensionelle billeder fra begyndelsen af 1990’erne blev jeg meget optaget af dem – men mest måske i de gamle stereotypi-teknikker fra slutningen af 1800-tallet, hvor to næsten identiske billeder, fotograferet med et lille mellemrum (lidt i stil med princippet bag stereomikrofoner) er placeret side om side. Hvis man ser på dem uden at fokusere ser man, som en sum af de to billeder, et næsten magisk tredimensionelt billede i midten.

Jeg ville se om denne idé også lod sig realisere i musik. Det sker allerede når vi lytter med vores to ører, men måske ville effekten også opstå, når man hørte en gentaget figur (som i Bachs C-dur præludium fra Das Wohltemperierte Klavier bind 1) eller i oplevelsen af form (som i Bachs Contrapunktus 13 a og 13 b fra Kunst der Fuge, hvor den anden er en omvending af den første)? Og: hvis man lægger to tider oven i hinanden, vil et dybere tredimensionelt tempo så opstå?

Det var i al fald det, jeg prøvede med stykket – dels på mikroplanet med i gentagelsen af Canon 1a, dels på makroplanet med Canon 1b som en ‘double’ af 1a (for instrumentgruppe 1), men denne gang for alle ni instrumenter. Musikken er grundlæggende helt den samme i begge satser, men med mange flere kanoniske lag. De to satser udgør et par og skal høres som et sådan. – De er som to store musikalske billeder som hørt af et fjernt og lidt ufokuseret øre måske skaber et tredje tredimensionelt stykke.

Kort efter uropførelsen af Canon 1a og 1b i Witten i 2006, blev det klart for mig at Schnee måtte udvides til en større serie par. Schnee måtte udvides til at omfatte fem par – fem fordi det var min mening at lave parrene kortere og kortere. Det første par varer to gange ni minutter, så jeg planlagde at de følgende par som to gange syv minutter, to gange fem minutter, to gange tre minutter og to gange ét minut. – Til slut løber tiden ud, ligesom tiden løber stadig hurtigere ud mod enden. Det var i al fald min oprindelige vision og tidsmæssige idé. – Udførelsen viste sig at blive lidt anderledes og især Canon 3a og 3b blev længere.

Parrene 2, 3, 4 og 5 som følger det første par bygger på den samme haiku-lignende idé som par 1. Igen – i løbet af hver enkelt kanon udspilles en langsom og gradvis proces som kaster lys over forskellige aspekter, som enten kommer i forgrunden eller i baggrunden. På samme tid har hver kanon en dublet, hvor aspekterne høres fremstillet anderledes. Den parvise rytme forstyrres kort af tre intermezzi, hvor strygerne og blæserne stemmer ned i mikrointervaller, så der gradvist opstår en tonal interferens mellem både grupperne og instrumentparene. Fx i Canonpar 4 – en ‘hommage’ til Wolfgang Amadeus Mozart (jeg lånte hans vidunderlige Schellen (bjælder) fra hans Tyske Dans Die Schlittenfahrt, k. 605, nr. 3) – hvor fløjte, klarinet samt de to flygler er stemt almindeligt, mens cello og engelskhorn er stemt henholdsvis en 1/6-tone lavere og violin og bratsch 2/6-tone lavere.

Alt dette er måske lidt kolde og formelle overvejelser, men for mig er de bundet til stykkets poetiske verden, der udspringer af forestillinger om sne og hvid polyfoni. I øvrigt var jeg i en boghandel i forgårs og kiggede i en bog med Gerhard Richters grå billeder – og følte straks stærke fællestræk mellem dem og mine polyfone Snekanons i hvidt.”

 

 

 

< Forrige koncert    Næste koncert >

tilbage til Athelas New Music Festival 2010

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen
Kronprinsensgade 7, DK-1114 København K / tlf. +45 33 93 12 91