Et program med film, dans og lys om tangoens historie, udformning og fremtid.
Lørdag den 12. marts – kl. 20:00
Dronningesalen, Den Sorte Diamant, København
Athelas Sinfonietta Copenhagen
I samarbejde med Det Kongelige Bibliotek og Det danske filminstitut / Cinemateket, støttet af Kunstrådet – Den tværgående pulje, Schæffergården og Finlandsinstituttet.
Christian Eggen, dirigent
Thomas Clausen, klaver, musikalske arrangementer
Hans-Olof Tani, scenografi & lysdesign
Pelle Vogel & Jacob Qvist Hansen, teknik
Esa Alanne, præsentation, dans
Diana & Ole Toxværd, dans
Víctor Hugo Díaz, sang
Helene Gjerris, mezzosopran
Per Arne Glorvigen, bandoneon
Film:
Zbigniew Rybczynski, Tango (1982)
Kristin Hauksdottir, Past Bedtime (2004, med live-ledsagelse)
HUDLØS OG BESAT – Tangoen er i centrum når Athelas inviterer til alvorlig leg i Diamanten. Jalousi, erotik, melankoli, fristelser og sugende sensualitet: Oplev de stærkeste følelser gennem musikken, billederne og bevægelserne. Der er oplevelser til både fødder og hoved, når bandoneon-virtuosen Per Arne Glorvigen og sangerne Victor Hugo Díaz og Helene Gjerris sammen med dansere og musikere opfører klassiske og moderne tangoer af bl.a. Thomas Clausen, Astor Piazzolla, Igor Stravinsky, Mauricio Kagel, Jacob Gade, Sven Erik Werner og Per Nørgård. Forestillingen, der dirigeres af den norske dirigent Christian Eggen, er skabt i et samarbejde med Det Kgl. Bibliotek og Cinemateket.
Tangoens musikalske udtryk er blevet udforsket af en lang række komponister, som ellers ikke beskæftiger sig med tangoen. Dens puls og nerve har virket så tillokkende, at mange skabere og udøvere har villet træde dansen med tangoen: Stravinsky, Nørgård, Werner, Clausen, Gade – listen er lang. I de senere år er interessen for tangoen forstærket af at toneangivende udøvere ønsker at præsentere tangoen i moderne tilskæring. Det gælder musikere som Anne-Sophie Mutter, André Previn, Daniel Barenboim, Gidon Kremer og senest den norske bandoneon-spiller Per Arne Glorvigen, der har udgivet en ny cd på EMI med stjernespillere udi tangomusikken.
Når komponister fra Albéniz over Stravinsky til Nørgård har følt tangoens verden så tiltrækkende, er det måske fordi denne verden af melankoli, alvor, sensualitet, og fristelser med konsekvenser virker så dragende. Kan man føre tangoens iboende karakter op i vores nordiske verden og bibeholde den blodige alvor og sugende musikalske toning?
Aftenen og det kunstneriske koncept som helhed er tænkt som en gennemlysning af tangoen som kunstnerisk-æstetisk udtryksform. Denne optik suger forskellige epoker og genrer til sig i og med at så forskellige kunstnere har ladet sig lokke af tangoens lyd og stemning. Vi eftersporer musikalske krydspunkter og fælles referencer, og det historiske ses gennem et moderne blik. Derfor får de gamle udtryksformer og det traditionsbundne materiale ny ægthed. Komponister og musikere arbejder i dette projekt på tværs af grænser, og traditioner inspirerer og udfordrer hinanden.
Til at binde det hele sammen har Athelas bestemt sig til at samarbejde med en instruktør/scenograf, der dels sætter de forskellige elementer ind i en fælles referenceramme, dels sørger for en afvikling med et overbevisende flow, dels fungerer som medkomponerende instans, der samarbejder med kunstnerisk leder, dirigent, solister, musikere, dansere, lysdesignere m.v. Til denne opgave har vi udset os Hans-Olof Tani.
Naturligvis skal der være film med. Zbigniew Rybczynskis Oscar-belønnede ”Tango” fra 1982 og norske Kristin Hauksdottirs helt nye ”Etter sengetid”. Vi indleder med den kendte dansescene med Asta Nielsen og Poul Reumert fra ”Afgrunden” (1910).
Der skal to til en tango – eller? Dansen kan i hvert fald ikke undværes. Vi præsenterer klassisk tango og ny dans af nogle af de bedste kapaciteter. I kan opleve sangsolister, der udtrykker den klassiske tango-sang såvel somt helt nye variationer, skabt af nulevende komponister, der twister tango træffende.
Det skal opleves. Tør du tango?
< Forrige koncert Næste koncert >
Program:
Thomas Clausen
Klaverkvintet nr. 1
Thomas Clausen
Tango for Two [2005]
<< uropførelse >>
Thomas Clausen
Tango interrotto [1993]
arrangement
Cacho Castaña/Thomas Clausen
Garganta con Arena
Jacob Gade/Per Nørgård
Tango Chikane [1967]
Mauricio Kagel
Tango Alemán [1983]
Luis Naón
Común Requiebro
Astor Piazzolla/Sverre Indris Joner
Tristezas de un doble A
Igor Stravinsky
Tango fra ”Historien om en soldat” [1918]
Jukka Tiensuu
Tango Lunaire [1985]
Sven Erik Werner
La Cumparsita