07.05.10 / 08.05.10
The Millennium Project

Stieg Larsson-bøgerne. Stieg Larsson står for en af de største succeer i svensk litteratur og nåede at skrive tre kriminalromaner, inden han pludselig og dramatisk døde i november 2004. Hans trilogi om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist er udkommet i gigantiske oplag. I Sverige runder salget 1,9 millioner bøger og i Danmark er den sidste bog udkommet i et stort oplag, som kun tåler sammenligning med bøgerne om Harry Potter. Larssons bøger er udgivet i 40 lande og har foreløbig solgt over 26 millioner eksemplarer verden over.

Larsson skabte et effektivt thrillerunivers, men bag bøgernes action og krimiplot, findes et andet og langt mere alvorligt tema: Vold mod kvinder og misbrug af kvinder, begået af mænd. Desværre fik Stieg Larsson ikke lov til selv at opleve sin succes. Han døde kun 50 år gammel af et hjerteslag, inden den første bog nåede at udkomme.

Stieg Larsson-filmene. Stieg Larsson-filmatiseringerne ligger salgsmæssigt i kategori med enorme produktioner som ”Ringenes Herre” og ”Harry Potter”. Filmatiseringerne af Larssons trilogi, der består af bøgerne om journalisten Mikael Blomkvist og den dystre Lisbeth Salander, har rundet biografgænger nummer 7.500.000. I de nordiske lande er ”Mænd der hader kvinder” set af 2,8 millioner personer, i Spanien 1,5 millioner og 1,2 millioner franskmænd har set filmen. I Norge og Danmark er det den mest sete biograffilm overhovedet. Filmene er instrueret af Niels Arden og Daniel Alfredsson, og produceret af Søren Stæremose.

Musikken. Jacob Groth er Danmarks pt. mest feterede filmkomponist. Han er særlig kendt for at skrive musik til film- og tv-produktioner, og har gennem årene haft et tæt samarbejde med en lang række af Danmarks førende instruktører. Jacob Groth har komponeret musikken til en række tv-serier, bl.a. ”Taxa”, ”Rejseholdet”, ”Ørnen”, ”Krøniken” og ”Livvagterne”. Derudover et væld af spillefilm, bl.a. ”Headhunter”, ”To verdener”, ”Drømmen”, ”Drengene fra Sct. Petri”. Med musikken til Stieg Larssons Millennium-trilogi har Groth fået et internationalt gennembrud.

Athelas Sinfonietta Copenhagen og Jacob Groth indgik et partnerskab i forbindelsen med åbningen af filmfestivalen i Cannes 2009, hvor ensemblet og sangerinden Misen Groth opførte musikken til ”Mænd der hader kvinder” live i Cannes, og sammen skabte komponist og performere en stemningsfuld åbning af filmfestivalen.

Athelas og Groth ønsker i ”The Millennium Project – A Musical Journey” at arbejde videre med erfaringerne fra Cannes-projektet, og skabe et helt nyt koncert-format i billeder og lyd. I dette sansemættede univers sættes den indre film i mental bevægelse hos lytteren, der vil høre musikalske flader fra Millennium-filmene, og på den musikalske rejse i Jacob Groths musik vil lytteren også møde en række af Groths ørehængere, herunder den fantastiske titelsang ”Forgiveness” fra Emmy-vinderen – tv-serien Ørnen – med musik som opføres live for første gang.

Projektet er på flere måder grænseoverskridende. Publikum vil opleve de fremmeste udøvere inden for den rytmiske og klassiske musik. Sammen vil disse stjernemusikere redefinere avantgarde-begrebet og give ordet cross-over ny betydning. Jacob Groths musik suger nye former og figurer op i det æstetiske univers, som igen kalder på musikere med erfaringer fra vidt forskellige stilretninger. En multifacetteret udbud af farverige og dybt personlige musikere vil indtage scenen og tage publikum med på en musikalske rejse i tid og rum.

En konceptuel kanon er overgribende i forhold til form og indhold i projektet: Kvalitet, kompetence og mod til at bryde med vante forestillinger om, hvordan musik skal udformes og performes. Som en mental overligger og pejlemærke har projektet en etisk dimension, idet projektet i lighed med Groths musik til Millennium-filmen tilegner musikken kvinder i hele verden, som er udsat for undertrykkelse og vold af mænd. Et eventuelt overskud fra koncerterne vil bliver overdraget til en organisation, der arbejder ud fra projektets overordnede formål (i det land projektet opføres). I Danmark er dette organisationen Danner.

 

< Forrige koncert    Næste koncert >

tilbage til kalender

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen
Kronprinsensgade 7, DK-1114 København K / tlf. +45 33 93 12 91