11.02.10
Af Søren Thorup og Anders Beyer
Når der blæses til global økonomisk krise, ryddes forsiderne. Al mental kraft sættes ind på at genfinde vækstkurver og materiel foretagsomhed, der kan få os tilbage på det, der tilsyneladende er et spor.
I den proces overser vi konsekvenser og ofre, som den økonomisk-finansielle krise trækker med sig. Det gælder bl.a. i forhold til kunsten. Krisen rammer imidlertid den kunst, som ikke tilbyder sig selv som tjenende eller rent underholdende. Det er den kunst, som har en ambition om at så musikalske frø, der får publikum til at opleve sig selv og verden på en ny måde. Krisen accelererer benspændet for et levende musikliv og opblomstringen af spirende vækstlag. Det skyldes bl.a., at økonomisk krise er som en bacille, der inficerer både politisk vilje og evne til prioritering.
Krisen kradser, på trods af stor livskraft og virkelyst hos kunstens skabere og udøvere. Det er fyldt med paradokser. F.eks. oplever vi en stigende efterspørgsel i udlandet efter dansk musik. Men indsatsen og støtten fra statens centrale kulturadministrationer og andre bevilgende instanser opleves flaksende, undertiden tilfældig, alt efter udvalgenes sammensætning af personer med bestemte genrespecifikke eller andre dagsordener. Problemerne i Vega og Copenhagen JazzHouse fylder i medierne, men det er kun toppen af isbjerget. I takt med at operatører ikke længere kan regne med staten som partner, bliver især den eksperimenterende kunst helt afhængig af mæcener, sponsorer og ølsalg. Det rammer både den rytmiske og den klassiske musik.
Vi er også vidne til en opblomstring af den gamle strid mellem klassisk og rytmisk musik. Striden får bl.a. næring gennem musiklivets landmålere og grænsedragere, der mener, at det er muligt at definere, hvornår en kunstform i politisk henseende er voksen. Den vej er ødelæggende for en samlet indsats, der kan styrke hele musiklivet.
Formanden for Statens Kunstråd, Mads Øvlisen, lader sig imidlertid ikke sådan slå ud. Midt i krisens dødvande udsender han en livgivende opfordring til alle, der kan bidrage til en »seriøs kunstdebat«, herunder med »… klare bud på sigtet med kunststøtten«. Vi stiller gerne op! Indledende temaer fra musikkens verden kunne være:
Vil politikerne have spirende ensembler på et internationalt niveau, eller vil de nøjes med det gennemsnitlige?
Skal dansk musikliv måles med internationale eller nationale alen?
Hvor og hvordan placeres kunsten som et fremadrettet omdrejningspunkt for en ny værdikamp og ikke en fortidig reminiscens? Siden de store fortællingers sammenbrud har der ikke været grundlag for en enstrenget kultur- og udviklingshistorie, hverken i eller uden for Danmark. Det betyder ikke, at alt er muligt, idet nye æstetiske kriterier er under udvikling. Der vil blive slugt mange kameler i de kommende år. Offentlige begivenheder, der indeholder musik, skal være enestående begivenheder, som ene og alene er skabt ud fra kunstneriske kriterier. Det store tagselvbord er tømt – ingenting, slet ikke kulturpenge, er længere en selvfølge. Det kan man vælge at se som en tragedie, men man kan også vælge at tage udfordringen op.
Reaktionær hjemstavnsnostalgi
Bruddende – de institutionelle såvel som de æstetiske – blev en realitet i 1990’erne, og de kom for alvor til udfoldelse i 2000’erne. Fremtidsforskere og sociologer fortalte os, at der ville komme forandringer i vores livsmønster, i vores måde at dyrke kunst på, ja, faktisk i hele vores opfattelse af os selv i forhold til resten af verden. Den profeti tog vi relativt roligt.
Måske drømte vi om fremtidens positive sider i kraft af en fasttømret tro på fornuften og fremskridtet, side om side med den romantiske drøm om et nationalt og nordisk fællesskab, baseret på ældgamle fælles værdier. Altså drøm forstået som både reaktionær hjemstavnsnostalgi og som fremskridtsvenlig fornuft. Historien har jo vist, at profetier og omrokeringer ikke har rystet de nordiske folks kulturer og livsrytmer, som er bundet til gamle folkelige strømninger. Gennem tiderne findes en sammenhæng i det nordiske verdensbillede, som trodser de skiftende politiske og ideologiske grænser. Så den gamle drøm om sammenhæng mellem fortid og fremtid var endnu intakt langt op i 90’erne.
På samme måde kan man sige, at vi i Danmark i 1990’erne drømte om det 21. århundrede. Vi fik fortalt, at verden – også på kunstens område – om få årtier ville være meget forskellig fra den virkelighed, vi var en del af. Lidt tøvende tog vi imod de tekniske frembringelser, og kun langsomt lærte vi at se det nye som noget uundværligt. Med et moderne ord lærte vi at blive ’omstillingsparate’, også selv om teknologien ville forandre vores tilværelse radikalt. Men vi var næppe helt bevidst om, i hvilket omfang de identitetsbærende lag i vores selvforståelse ville møde en helt anderledes verden med krav til fleksibilitet og evne til nyorientering. Det, der var science fiction i sidste årti, blev til virkelighed i det nye århundrede.
Staten tog tøvende de nye udfordringer op. Kunststyrelse og Kunstråd blev etableret bl.a. for at skabe samling på kunstarterne med henblik på at styrke muligheden for at støtte tværgående kunstinitiativer. Men fra vores post kunne det næsten se ud, som om det statslige institutionsapparat har selvstændiggjort sig. Det er blevet en slags anden natur, som kræver, at vi aktører skal opfylde dets behov, i stedet for at staten opfylder kunstens og aktørernes behov.
Vi ser det med paraplyorganisationen Københavns Teater, og vi ser det med projektordninger og andre tiltag inden for rammerne af Kunstrådet, som ikke synes at have en klart defineret rolle i forhold til Kulturministeriet, som igen ikke synes at have løst et årtier langt skrantende forhold til Udenrigsministeriet i forhold til internationale aktiviteter. Der mangler indre sammenhængskraft i de centrale systemer, og det er indlysende, at det går ud over kunstens muligheder for at være operationel.
Op igennem 1990’erne kom der også andre udfordringer til, bl.a. fordi det blev muligt ubesværet at lægge noder, klingende musikeksempler og tekst ud på internettet. Vores viden om bits og bytes blev selvfølgelig, vi lærte at handle med hard- og software, købe de rigtige domænenavne, før andre snuppede dem, investerede i hurtig dataoverførelse, osv. Hvad enten vi vil det eller ej, er en global integration resultatet af den interaktive kommunikation med internet, multimedia, hybridnet, elektronisk højteknologi, virtual reality – alt det, der er blevet omtalt som den digitale informations super highway. Men forståelsen af – og debatten om – konsekvenserne kan ligge på et meget lille sted.
*
Informationssamfundets betydning*
Vi savner i den grad en diskussion af konsekvenserne af udviklingen. Hvad betyder informationssamfundet for os som mennesker? I øjeblikket er der hos mange en blind tro på, at information gør verden bedre. Mere information gør verden endnu bedre. Ikke mange spørger om det filosofisk hensigtsmæssige i at øge mængden af informationer og dermed få vores allerede stærkt accelererede kultur til at accelerere endnu hurtigere. Ikke mange diskuterer det paradoksale i, at info-samfundet er truet af total indholdsløshed, hvor ethvert indhold bliver degenereret til en række tilbud om livsstil i et kultursupermarked.
Billedligt talt sidder vi alle i en turbulent maskine, et perpetuum mobile, som slynger os og udviklingen rundt og rundt og via en uregerlig centrifugalkraft sprænger os ind i ukendte områder. Hånden på hjertet: Efter de seneste ti års rasende udvikling ved ingen med sikkerhed, hvordan vores verdensbillede ser ud om bare 20 år.
En anden udfordring handler om udvandingen af formidlingskraften. Kulturjournalisterne er forsvundet og erstattet af underholdning. Det er problematisk, fordi den skrevne presse har en enorm rolle omkring formidlingen af kunst og dens manifestation i samfundet. Først skærer Kunststyrelsens musikudvalg bevillingerne ned til den fagpresse, der kan yde et seriøst bidrag til kunstdebatten. Så beklager Kunstrådet sig over situationen og ender med at oprette en årlig pris til en person, »der i særlig grad har bidraget til den kritiske kulturjournalistik eller har præsteret en selvstændig, nyskabende kunstformidling …«, som det hedder i Kunstrådets Formidlingspris. Den udvikling svarer billedligt talt til, at man først tisser på en person og bagefter siger, at vedkommende lugter!
Konsekvenserne er – igen – betydelige. Formidling og journalistisk er en del af kunstens nervebane: Det, der ikke eksisterer i offentligheden, i medierne, er lettere for politikerne at skære bort. Den siddende regering tiltrådte da også med at skære 18,8 millioner kroner til kulturen, samtidig med at den stillede helt nye krav til aktører, der modtager bevillinger fra staten. Det første var ikke godt, det andet var for så vidt relevant. Der hviler let et ‘rør mig ikke’ over kunstscenerne. Kritikere skrev og talte i 1990’erne om ’osteklokkemiljøer’, og få ville for alvor gøre noget ved den situation, selv om alle i dag sikkert vil hævde, at de skam gjorde en masse for at komme ud over scenekanten. Først da bevillingerne ikke var automatiske, skete der noget. Nervøsitet bredte sig, statens centrale kulturadministration begyndte at forvente resultater, synlige resultater.
Det var, som om man nægtede at se de barske realiteter i øjnene. Ligesom ophavsretsorganisationer f.eks. prøvede at opretholde en forestilling om, at ophavsretten ikke var i havsnød. Men det var den, og vi har da også set vigende indtægter til de skabende kunstnere, demonstration foran Kulturministeriet, mistede privilegier. Parallelt er Danmarks Radios dækning af ny musik og jazz blevet stadig mere usynlig, ja, mediernes dækning af klassisk og ny musik skrumpede ind til næsten ingenting, og tidsskriftstøtten til de seriøse, kritiske tidsskrifter blev skåret drastisk ned.
*Ramt af nedskæringskniven*
På den baggrund er det derfor befriende, at Kunstrådets formand kommer på banen med krav om klarere profileret kritik. Desværre tøver mange aktører og kunder i Kunstrådet og Kunststyrelsen med at kalde tingene ved deres rette navn af angst for at komme i unåde hos råd og nævn. Den, der lever i det skjulte, bliver måske ikke ramt af nedskæringskniven.
Det har skabt en angst og bluffstemning i miljøerne, som er farlig, fordi magthaverne ikke bliver talt midt imod i processen med at inderliggøre urimeligt fremmedgørende elementer i systemerne. Her kunne Øvlisen opfordres til at se indad og f.eks. stille sig spørgsmålet, hvordan det kan lade gøre at gennemtvinge en elektronisk ansøgningsprocedure i Kunststyrelsens regi, som ikke fungerer og ikke er gennemtestet, og som virker som en hån mod såvel brugerne som sagsbehandlerne. Dette miskmask af misforstået lean og dårlig management passerer bare; det får lov at gøre livet endnu mere besværligt for de kunstnere, uden hvem der ikke eksisterede et Kunstråd og en Kunststyrelse.
Her og nu gælder det om at skabe de rammer for kunstnerisk udfoldelse, som kunsten selv kalder på. En af udfordringerne bliver opbygningen af institutioner, der tør definere de kvalitetskriterier, som er udvandet eller på vej til at blive nedbrudt. Vi har oplevet et radiomarked i kaos, et TV 2 på randen af sammenbrud, et Danmarks Radio med nedskæringer, museer, teatre og spillesteder i åndenød og med sponsorer, der trækker sig. Vi har – paradoksalt nok – set kunst- og kulturhuse knopskyde i hele landet, men hvor de fine rammer ikke kan skjule en tynd indholdsside. Hvorfor bruger stat og kommuner generelt så mange midler på fysik, rammer og forordninger og så lidt på udvikling af indhold – talentmassen og de aktører, der skal levere indhold og oplevelser til befolkningen?
Kunne vi lære at bruge de institutionelle kræfter til at finde den kunst, der ikke lader sig reducere til tjenende funktion? Det er poetisk blevet hævdet, at man skal kunne kræve af kunst, at den sår et frø i os mennesker og får uventede følger for, hvordan vi opfatter verden. Det kunne være en passende ambition at lade staten stå bag et sådant projekt og derefter give det så meget næring, at projektet kan vokse sig stort, også uden for Danmarks grænser. Det kræver mod, prioriteringer og storhed, som rækker ud over de snævre grænsedragninger mellem klassisk og rytmisk musik, som oppositionen desværre har gjort sig til talsmand for. Der er langt større ting på spil og en ny værdikamp med helt nye fortegn, som kalder på højt til loftet snarere end den lumre fleuretfægtning, vi har været vidner til fra selvbestaltede forståsigpå’ere i lobbyisternes provinsielle klublokale.