Eventyrlig cd- og dvd-udgivelse

22.06.10

I Lygtemænd i byen kommer mezzosopranen Helene Gjerris’ skønne sangstemme og skuespillertalent vidt omkring, når hun både skal være mosekone, fortæller og H.C. Andersen selv i denne fantasi over hans eventyr, ført op til nutiden af Suzanne Brøggers vittige pen.

På den nye cd med Helene Gjerris og Athelas Sinfonietta kan Lygtemænd i byen høres sammen med et af Nørgårds nyeste værker: Out of the Cradle Endlessly Rocking. Værket er en meditation over musikkens bølgeformer, inspireret af det endeløse hav, der forbinder Hawaii og Danmark.

Skarp satire og svimlende skønhed – de to værker på den nye cd viser spændvidden i Per Nørgårds musik – og på den medfølgende dvd om Lygtemænd i byen viser TV Glads reportere, hvor legende let den ‘svære’ musik i virkeligheden er, når de tager os med til koncert og fordomsfrit udspørger Nørgård og Brøgger. TV Glads road movie Lygtemænd i byen – en rejse i eventyr og tonekunst blev optaget i 2008, da Athelas tog på turne med musikken.

Cd’en og dvd’en leveres i et smukt og farvestrålende design, og den medfølgende booklet rummer libretto, interviews og mere til på dansk og engelsk. Begge værker af Nørgård er her indspillet for første gang.

Dobbeltudgivelsen kan købes i den klassiske specialforretning Bånd & Pladecentret i København, og i alle musikforretninger via GDC. Cd/dvd’en kan også købes på nettet hos fx i-Music og billigCD.dk – og musikken alene fås som download via i-Tunes.

 

tilbage til forside

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen
Kronprinsensgade 7, DK-1114 København K / tlf. +45 33 93 12 91