• Hjem
  • Nyt
  • ATHELAS har indgået ny 3-årig aftale med Statens Kunstfond
onsdag, 29 juni 2016 14:17

Mindeord om Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Skrevet af Jesper Lützhøft

Mindeord om Pelle Gudmundsen-Holmgreen

pelle minde 2Vi vidste det jo godt, det havde været på vej i nogen tid, men helt vænnet sig til tanken fik man ikke og i går døde han så, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, "vores" Pelle, der for os i Athelas altid har været der. 



Pelle var en komponist, vi altid glædede os til at spille. For vi kunne være sikre på, at han ville være til prøverne og med sit sprogbrug, der ofte var lige så kreativ som hans musik, sætte os i humør og give os lyst til at gøre ham glad ved lige at give violinen en tand mere råhed, basunen lidt mere plut i ansatsen, elbassen lidt mere smæk og koklokken lidt mere tyr. 



Hans rummelighed overfor andre, især de yngre komponister, er legendarisk, uden at det betød, at han ikke var kritisk overfor hvad som helst, når det stak ham. Han kunne uden omsvøb sige hvad han mente, men jeg kender ikke til at det på noget tidspunkt har betydet, at han syntes ilde om nogen – musikerskab, smag, udtalelser kunne få en på goda´en, men personen var der for så vidt ikke noget i vejen med.


Pelle var også en generøs mand. Efter et langt liv, der ikke i alle årene var økonomisk guldrandet, havde han alligevel fået lidt på kistebunden, og det delte han gerne med f.eks. Athelas, når vi indspillede hans musik.

Den netop udgivne CD "Repriser" med 5 af hans værker (og vi er glade for at han nåede at få den i hånden) ville ikke være blevet realiseret uden Pelles generøse bidrag – økonomisk og med sin tilstedeværelse. At han så fik brugt sin støtte flere gange ved stadige, ikke helt billige, korrekturer tog vi gerne med.

Nu må vi så spille videre, uden Pelle i salen hvor han ellers så tit sad, men den sidste tone er ikke spillet endnu, det sidste båthorn ikke trykket i bund – der er masser af koncerter med Pelles ravruskende musik at spille endnu. Vi takker og i Pelles usentimentale ånd spiller vi videre. Hvad andet kan man gøre.

Jesper Lützhøft
Kunstnerisk leder af Athelas Sinfonietta

Skriv en kommentar

StatKunstF Logo DK

Statens Kunstfond yder driftsstøtte til Athelas Sinfonietta Copenhagen.
Athelas er endvidere støttet af en række fonde, kommunale støttegivere og andre interessenter.

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen
Esromgade 15, 2407 - DK-2200 København N
CVR: 26598125
Copyright © 2013 Athelas