Ny musik præsenteret med humor.
I mange år har ensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen virket for den moderne kompositionsmusik, der kan have svært ved at slå an både blandt musikere og publikum. Athelas-ensemblet er modigt trådt op imod denne tendens og har med tiden vundet anerkendelse og respekt for den entusiasme og høje kunstneriske standard, der præger dets fremførelser. Programlægningen og præsentationen er ofte utraditionel, og som led i formidlingen er henvendelsen til publikum uhøjtidelig.
Der var således både spøg og alvor på færde ved koncerten i Musikforeningen i går aftes, hvor ensemblets kammermusikbesætning Athelas Chamber Players spillede et originalt sammensat program med hovedvægten lagt på Olivier Messiaens Kvartet til tidens ende, som med sin tilblivelseshistorie i en tysk fangelejr i 1941, hvor den under de mest elendige forhold blev fremført på nogle ramponerede instrumenter og sit apokalyptiske indhold er en nok så alvorlig sag. Messiaens store forkærlighed for fuglestemmer havde tematiseret koncertens første del, som indledtes med et tidligt klaverstykke af vor egen Per Nørgård med titlen Paul Meets Birds. Som man kunne formode tages “Black Bird” fra Beatles-albummet The White Album fra 1968 under kærlig behandling og blandes med fuglefløjtende temaer, der i høj grad bringer tilsvarende motiver hos Messiaen i erindring. Dette miks af populærmusik og avantgarde har en velgørende humoristisk effekt, som man sjældent oplever i en seriøs koncert, men som er betegnende for vor tids tilgang til højkulturen; man har ikke mere så andagtsfuld en attitude overfor den overleverede kunst, hvilket blev bekræftet senere i programmet, hvor Schumann lille geniale klaverstykke Vogel als Prophet – glimrende og meget poetisk spillet af Anne Marie Abildskov – blev iblandet et citat med gøg og fuglekvidder fra Beethovens Pastoralesymfoni, udført af ensemblet øvrige musikere stående i den halvåbne dør bag scenen. Ind imellem blev Debussys Syrinx for solofløjte og Messiaens ret avantgardistiske Solsort for fløjte og klaver fremført med stor overbevisning. hvor det alternative element var, at fløjtenisten Karen Skriver Zarganis valgte at fremføre sit stykke gående fra lokalets bagvæg frem til scenen, hvilket tilførte Syrinx en ekstra rytmisk dimension ved lyden af skoenes regelmæssige møde med gulvet.
Efter pausen var koncerten helliget Messiaens kvartet, der med sin usædvanlige blanding af modstridende stilelementer stadig kan provokere. Vilde, forrevne og skingre melodikaskader stilles overfor klangmættede partier af næsten senromantisk virkning, og serielle og modale strukturer finder plads ved siden af dur og mol baserede klange. Der er dog ingen tvivl om, at kvartetten endnu i dag står som et af det 20. århundredes væsentligste kammermusikværker. Det blev flot spillet af ensemblet, hvor navnlig Anna Klett imponerede med klarinettoner, der fuldstændig jævnt voksede ud fra det rene ingenting til et bragende fortissimo uden en eneste gang at knække – hvilken teknik! Og Christine Åstrands sublime flageolettoner syntes at sprænge grænsen for, hvor høje toner der kan spille spå en violin. Toke Møldrups varme cellomelodi i satsen Lovprisning af Jesu evighed fik selv isen på vejen udenfor til at smelte. Musikforeningen gør et godt og stort arbejde for at bringe et meget varieret udbud af musik med høj kvalitet. Det var dejligt at se, at et program med nyere musik ikke havde skræmt folk til at blive hjemme; mange var mødt op til koncerten i går og viste, at der stadig er stor interesse for foreningens virke.
Knud-Erik Kengen, Dagbladet 18. februar 2010.