An Ives Song Book

Værker af Charles Ives, Hugo Wolf, Lennon & McCartney, Sebastian Gottschick og Peter Bruun
TURNÉPRODUKTION: Sinfonietta koncert

Athelas Sinfonietta Copenhagen
Sebastian Gottschick – dirigent
Anette von Eichel, mezzosopran
Peter Bruun, tenor
Omar Ebrahim, baryton

Erindringsspor
_”Nogle af sangene i dette bind, især de senere, kan ikke synges; og hvis de kunne, ville de måske foretrække – hvis de havde et ord at skulle have sagt – at forblive som de er, det vil sige på papiret – og at de kan forblive i denne fredelige tilstand, er mere end sandsynligt. Noget andet, der retfærdiggør deres eksistens, er at en sang også har nogle få rettigheder – de samme som andre gennemsnitsborgere har. Skal den så altid være en høflig treklang, et ”breve gaudium”, et hårbånd, der passer til stemmen? Burde den ikke somme tider være fri af brystkassens, mellemgulvets, ørets og sådanne interessante tings herredømme? Burde den ikke have lejlighed til bare at synge for sig selv, når den nu kan synge? Burde den ikke have lejlighed til at fornøje sig selv, uden at skulle bukke, når den ikke kan bukke? Burde den ikke have lejlighed til at svømme rundt i et hvert ocean, når den kan svømme, uden at skulle hoppe på alle mulige tricks, eller fordybe sig i en Belcanto-ødelægger? Skulle den have lyst til at flyve hen, hvor mennesker ikke kan flyve, eller synge noget, der ikke kan synges – er der så nogen, der kan hindre den?
Kort og godt: Skal en sang altid være en sang?”_
(Charles Ives, fra efterskriftet til 114 Songs)

Charles Edward Ives (1874-1954) har skrevet sange i gennem hele sit liv som komponist. I 1921 finansierede han selv en offentliggørelse af en samling af 114 Songs, som man, lige som den næsten samtidigt udgivne ”Concord Sonata”, kunne betragte som en form for musikalsk selvbiografi. De består af sange fra tre årtier. Mange af de tekster, der blev sat i musik, var skrevet af Ives selv eller af hans kone Harmony Twitchell Ives. Ved siden af klassiske Liedformer (også efter tyske eller franske tekster) udgør de store temaer i hans værk og tænkning tyngdepunktet: Erindringer om hans barndom, om religiøse forsamlinger (ofte med citater fra gamle salmer) og faderens sfære, der ledsages af militærorkestre, såvel som visioner om en mere retfærdig fremtid, der afspejler hans politiske og etiske engagement.

Et interessant aspekt ved denne samling er, at mange af sangene er bearbejdelser af tidligere instrumentaludgaver. Nogle af var kammermusik- og orkesterværkerne i den første version ledsaget af en tekst (alternativt med et spillende eller syngende soloinstrument), delvist var de faktisk tænkt som rent instrumentale ”Lieder ohne Worte”. Det minder for det første om en praksis, som han overtog fra sin far George Ives (som spillede for i kirken på tenorhorn). For det andet bekræfter efterordet fra 114 Songs citeret ovenfor, at Ives mente, at mange af sangene ikke egnede sig til at blive sunget. Han betragtede sit kompositoriske virke som et eksperiment, og faktisk havde han indtil offentliggørelsen i 1920 ikke sunget nogen af sangene højt. Derudover henviser denne fremgangsmåde – instrumentalstykket som originalversion, sangen som et senere arrangement – til Ives’ kompositionspraksis i det hele taget, som er tonesættelser af konkrete oplevelser, ikke så meget tænkt som et litterært program, men som ”Lieder ohne Worte”s karakter, uden at der dermed altid menes en bestemt tekst.

Dirigenten og komponisten Sebastian Gottschicks bearbejdninger for et blandet ensemble med otte instrumenter henviser ofte til disse tidligere udgaver. Således er “The Housatonic at Stockbridge” oprindeligt den tredje af “Three Places in New England”, et tonedigt for stort orkester. “At the River” og “Watchman” er dele af violinsonater. “Evening”, “Incantation”, “Like A Sick Eagle” , “The Circus Band”, “The New River” og “The See’r” eksisterer som ensemble-miniaturer i forskellige besætninger. “General William Booth Enters Into Heaven”, en stort anlagt ballade i march-tempo om Frelsens Hærs indtog i himlen sammen med deres hær af tiggere, narkomaner og spedalske, blev ikke offentliggjort i 114 Songs-samlingen, først senere. “It’s a good song – but not a song”, sagde baritonen John Griggs, Ives’ ven og mentor, og en af de få, der har sunget nogle af hans tidlige sange.

Ives’ musik, der i dag klinger så friskt og moderne som for hundrede år siden, forekommer at åbne sig i alle retninger. Ofte blander han modstridende stilarter i én sats. I 114 Songs findes kunst-lieder fra den tyske romantiske tradition side om side med salon-stykker, spirituals, salmer og aforistiske genrebilleder. Kun én type mangler aldeles i hans senere sange: Kærlighedssangen. Og så bliver programmet suppleret af nogle værker fra andre historiske og nulevende sangmestre.

> Se koncerten i vores koncertarkiv An Ives Songbook

> Download sangtekter for koncerten

 

tilbage til repertoire

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen
Esromgade 15, 2401 - DK-2200 København N