Ild i musikken

 

Athelas i Politikens hus

Hvor tit er det lige, at man hører en artikel fra Politiken sunget ved en koncert? Nej, vel. Men det kan man opleve d. 18. marts i Pressen, når Athelas giver koncert med musik af unge komponister.

Athelas Sinfonietta Copenhagen brænder for den nye musik; ved koncerten spilles værker af unge komponister i 30´erne - men for tre af komponisternes vedkommende var de omkring 30 allerede i 60'erne, hvor der blev eksperimenteret på livet løs - tag nu f.eks. Per Nørgård, som med 'Prisme' fra 1964 er en af de første komponister, der inviterer den elektriske guitar ind i kammermusikken; og så stryges der helt bogstaveligt en tændstik undervejs - vi hører lyden af ild!

Axel Borup-Jørgensen brugte i 1965 bl.a. megafoner, flasker, trillefløjter, kaffemøller, kvækkefrøer og hvisken på tysk (med svensk accent) på linje med klaver, bratsch og cello for at skabe et helt særegent og meget underholdende landskab af præcist hørte lyde og toner, og man er velkommen til både at smile og grine undervejs! Dette værk er så vanskeligt, at det er første gang siden 1965, at nogen vover at spille det.

Koncertens tur ned ad 'Memory Lane' i 60'erne ender med Pelle Gudmundsen-Holmgreens tre sange til tekster af Politiken fra 1966, hvor han har taget en tilfældig Politiken-udgave og sat linjer som: 'DFDS fylder hundred år i morgen' eller 'Efter at Niels Westerby under folketingets kombinerede åbnings- og finanslovsdebat' osv. i sang og musik. Det er ren Beckett.
Men også vor tids unge er vigtige for Athelas- og for musikken: Nicolai Worsaaes stykke 'Brutalized Beauty' siger allerede i titlen meget om, hvad der er på færde: Kan skønhed være brutal? Kan brutalitet æsteticeres? Hvad der er smukt og hvad der er grimt i musik afhænger i høj grad af hver enkelt lytters baggrund og referencer - måske får vi her rykket ved begreberne endnu en gang?

Jeppe Ernst er en komponist, der måske er noget helt andet end komponist - der er oftest ikke mange toner i hans værker; men alligevel studerer han på Musikkonservatoriet og får sine værker opført af musikere og sangere, fordi der ligger en musikalsk tradition og disciplin til grund for hans værker. I værket 'Y' medvirker to sangere og en lyseslukker, og det spændingsfelt der opstår, når teatralske elementer inddrages i en musikalsk optræden, udvider oplevelsesrummet for os der overværer det.

Kunstnerisk leder af Athelas, Jesper Lützhøft, vil inden koncerten give en levende og oplysende introduktion til musikken, komponisterne og den ny musik i det hele taget. Og så kommer der et par små fine overraskelser i løbet af aftenen. Efter koncerten bliver musikerne i lokalet lidt, så man har mulighed for at stille spørgsmål eller se nærmere på den bemærkelsesværdige opsætning.

 

 

 

300x100plus

Pressen, Politiken
Vester Voldgade 33
København V
Onsdag 18. marts kl. 19.30

Pris
Pluspris 75 kr. + 10 kr. i gebyr
Alm. pris 150 kr. + 10 kr. i gebyr
Billetter kan købes direkte på www.politikenbillet.dk
Pluspris er for alle med et Pluskort

 

 

 

StatKunstF Logo DK

Statens Kunstfond yder driftsstøtte til Athelas Sinfonietta Copenhagen.
Athelas er endvidere støttet af en række fonde, kommunale støttegivere og andre interessenter.

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen
Esromgade 15, 2407 - DK-2200 København N
CVR: 26598125
Copyright © 2013 Athelas