På sporet af det tabte T - Åbningskoncert Efterår 2018

 

1808 aabning Athelasdk

 

I sæson 2018/19 vil Athelas på stort set hvert eneste program præsentere kvindelige komponister, komponister fra egne af verden vi ikke hører så meget til, danske komponister der ikke får fortjent opmærksomhed og nyere værker med klassiker status.
Det er væsentligt for os at fastholde vores opgave med at præsentere en ny musik, der spilles af rigtige musikere på rigtige instrumenter.

Åbningskoncerten lever op til de fleste af disse målsætninger med et program, hvor Ligeti og John Adams møder Brigitta Muntendorf og Peter Due. Musikken spænder fra det udadvendte, virtuose og maximalt minimalistiske til det indadvendte, det tyste og med skjulte melodier på forskellige måder hos alle 4 komponister.

Ligetis kammerkoncert er en uomgængelig ny-klassiker, som skal på programmet med jævne mellemrum - ganske som de gamle klassikere skal det. Med sine fire satser virker den umiddelbart som en klassisk symfoni, men Ligeti er mere metodisk og bruger de fire satser til at fokusere på forskellige musikalske elementer. I førstesatsen er det oplevelsen af at meget hurtige bevægelser kan skabe et resultat, der lyder som stilstand. 2. satsen forsøger at skabe en ny tids melodier, 3. sats er som en urmagerbutik med et virvar af forskellige tempi, mens 4 satsen på sin vis er både en syntese af det foregående, og den sats der mest lever op til betegnelsen koncert med sine virtuose indsatser fra hele ensemblet.

John Adams nævnes ofte i samme åndedrag som Steve Reich og Philip Glass, men skønt han ofte er tydelig påvirket af minimalisme og lyder meget amerikansk, er hans musik mere struktureret og med en udvikling, der ikke er betinget af en enkelt proces, som det ofte er tilfældet hos de to andre nævnte.
Son of Chamber Symphony hedder koncertens værk og det antyder at der også må være en Chamber Symphony. Det er det også.
Adams kendskab til sine musikalske forgængere høres allerede allerede i førstesatsen, hvor den rytmiske figur fra scherzoen i Beethovens 9. spiller en væsentlig rolle. Adams viser også her sit tilhørsforhold til den europæiske tradition, der ikke mindst i kraft af Schoenberg har betydet meget for ham. Dog ikke mere end at hans symfoni kun har tre satser.

Brigitta Muntendorfs værk 'Missing T' spillede vi for et par år siden ved Klang-Festival, men god musik skal høres mere end en gang og holdes i live ved koncerter.
Hun siger selv om værket:
Ikke at sige et ord. Det manglende "t" i det franske ord "mot", der forsvinder i talen, blæst væk, faldet til ro og omskabt til lyd. Ikke at sige et ord. Uden at være tavs. Et ord, en vittighed (et Bonmot), motus, motion, mutum, mormurô, murméti, murmeln, mumure, mumble, marmarah.
Blot at mumle og kvidre lyde, ordløs, at ikke sige et ord. Gen-lydende og gen-spejlende i sig selv for at finde udtryk i uklar mumlen, uren tale og tilbageholdt nynnen. At leve et specialiseret arbejdsliv hvor man skjuler uklare grænser. At skjule stemmens uklare udtale af tågede ord, udelukker ikke at lyden selv taler til os, det første velsignede elskovsbløde yndlingsord, en lyd. En uklar og fremmumlet, jublende eller grinende lyd i et øjeblik. Med denne lyds specielle forhold til åndedrættet og lyst til at blive kommunikeret.

Peter Due skriver følgende om sit værk "Interweaving":
En enkel, sangbar melodi er den gennemgående og formskabende idé i Interweaving. Stykket søger gennem enkelheden en umiddelbar sårbarhed, som dog samtidig bliver flertydig og rastløs, når melodien vandrer rundt mellem instrumenterne uden at finde ro.
Titlen refererer til melodiens udvikling. Først høres den rent i strygernes sprøde flageoletklange, men som stykket skrider frem vikles melodien mere og mere ind i sig selv og danner et net af polytonale klange, hvor dens konturer gradvist udviskes. I stykkets kulmination høres melodien i fire lag i forskellige tonearter og tempi, hvorefter den overtages af klaveret, som omgivet af orkestrale klangskyer bringer stykket til sin afslutning.


Hvad: På sporet af det tabte T - Sæsonåbning Efterår 2018.
Hvornår:
Tirsdag den 11. september 2018 kl. 19.30
Hvem:
 Athelas Sinfonietta - dirigent Jakob Hultberg
Hvor: Johan Borups Højskole - Frederiksholms Kanal 24, KBH K
Billetter: Billetten.dk

StatKunstF Logo DK

Statens Kunstfond yder driftsstøtte til Athelas Sinfonietta Copenhagen.
Athelas er endvidere støttet af en række fonde, kommunale støttegivere og andre interessenter.

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen
Esromgade 15, 2407 - DK-2200 København N
CVR: 26598125
Copyright © 2013 Athelas